Nyt i arkivet Alle 95
Kalvebodkilen · fredet statsareal

Eventplads til 60.000 mennesker på fredet natur

Arealet ligger mellem Amager Fælled og Kalvebod Fælled, klods op ad Ørestad. Det er statsejet, fredet siden 1990 og udlejet til 2047. Den 25. juni 2026 besluttede Borgerrepræsentationen med 52 stemmer mod 3 at arbejde videre. Budgettet vedtages endeligt 1. oktober.

Skriv til et byrådsmedlem Se dokumenterne
52stemte for at gå videre den 25. juni 2026Se referatet
3stemte imodSe referatet
2047året kontrakten løber til. Staten kan ikke opsige denSe statens svar
0artskortlægninger er planlagtSe svaret

1 dag til 1. behandling af budgettet den 27. august 2026. Anden og sidste behandling er 1. oktober.  ·  2 anmodninger om aktindsigt uden svar overhovedet, 4 besvaret delvist. Se uret

Sagen kort
Seks ting, kommunens og statens egne papirer viser

Hvert punkt bygger på et dokument, myndighederne selv har skrevet. Citaterne er ordrette, og hvert dokument har sin egen side med kilde.

Politikerne · Dokument 001

Hvad der er besluttet

Den 25. juni 2026 besluttede Borgerrepræsentationen at arbejde videre med en natur- og kulturpark med plads til op mod 60.000 mennesker på golfbanen i Kalvebodkilen, det fredede statsejede areal mellem Amager Fælled og Kalvebod Fælled. 52 stemte for, 3 imod. Det er ikke en beslutning om at bygge. Det er en beslutning om at undersøge, og der er søgt penge til det i budgettet for 2027.

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med 52 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme. For stemte: Ø, F, A, C, B, V, I og O. Imod stemte: Å og Q Borgerrepræsentationen, 25. juni 2026
Lejekontrakten · Dokument 002

Grunden kan staten ikke skaffe

Arealet ejes af staten og er lejet ud til golfklubben frem til den 31. december 2047. Naturstyrelsen, som ejer jorden og har skrevet kontrakten under, har på skrift oplyst, at aftalen ikke kan opsiges fra statens side, at et politisk ønske ikke i sig selv giver ret til at opsige, og at et indgreb vil kræve ekspropriation, en særlig lov eller en frivillig aftale med lejeren. Staten vurderer sig erstatningspligtig, og hvor stor en kompensation ville være, ved ingen. Københavns Kommune har oplyst, at den ikke kender kontraktens vilkår.

Nej, et politisk ønske kan ikke i sig selv give staten ret til at opsige en gældende kontrakt. Naturstyrelsens presseafdeling, 6. august 2026
Fredningen · Dokument 003

Retten til at gå der er beskyttet tre steder

Fredningen fra 1990 gør hele området åbent for gående færdsel. I 2023 sagde Fredningsnævnet for København nej til at spærre af og tage entré i op til syv dage om året til en golfturnering, og i juni 2025 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afslaget endeligt. Klagenævnet fastslog, at fredningens liste over måder at begrænse adgangen på er udtømmende. Selve lejekontrakten forbyder desuden lejeren at lukke områdets hovedstier, også ved arrangementer.

bestemmelsen i fredningens § 8 efter klagenævnets vurdering indeholder en udtømmende oplistning af mulighederne for at begrænse offentlighedens færdsel inden for hele det fredede område Miljø- og Fødevareklagenævnet, 3. juni 2025
Arterne · Dokument 004

Arterne er talt. De er aldrig vurderet.

Kommunens egen optælling fandt fem fuglearter med rødlistestatus på arealet, heriblandt hættemågen i kategorien truet. På ynglefugle er stedet nummer to af 45 lokaliteter i hele København. Målt på samlet artsrigdom er det nummer 19 af 57, og begge tal gælder kommunens moniteringslokalitet på 44,2 hektar, ikke hele golfanlægget. Alligevel består kommunens samlede skriftlige vurdering af strengt beskyttede arter på netop dette areal af to sætninger fra februar 2024, som bygger på et opslag i en database. Naturstyrelsen oplyste den 21. august 2026, at styrelsen ikke i anledning af sagen har vurderet spørgsmålet. En kortlægning af arterne er ikke planlagt.

Københavns Kommune har ikke kendskab til eventuelle bilag IV-arter på arealet. Der foreligger ingen nyere observationer på den nationale artsportal. Lena Kongsbach, vicedirektør, 26. februar 2024
Fredningen · Dokument 005

Forvaltningen vurderede selv i 2024, at det næppe kan lade sig gøre

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen skrev allerede den 26. februar 2024, at kommunen forventer, at der sandsynligvis ikke kan opnås dispensation, fordi en omdannelse til festivalplads vil stride mod fredningens formål. Om fredskoven på arealet skrev forvaltningen, at det vurderes usandsynligt, at der kan dispenseres, og at Miljøstyrelsen er myndighed. Notatet lå på bordet, da Borgerrepræsentationen stemte to år senere.

Det er imidlertid kommunens forventning, at der sandsynligvis ikke kan opnås dispensation, da omdannelse af området til festivalplads umiddelbart vil stride mod fredningens formål. Lena Kongsbach, vicedirektør, 26. februar 2024
Lejekontrakten · Dokument 006

Det begyndte før forslaget

Det politiske forslag om at finde en plads til en stor udendørs arena blev fremsat den 13. november 2025. Men kommunens forvaltning arbejdede med golfbanen allerede i december 2024. Der blev holdt et møde med lejeren den 17. januar 2025, hvor to konkrete placeringer på banen blev drøftet, og hvor det blev besluttet, at lejeren skulle orientere Naturstyrelsen om interessen.

Der er som sagt politisk interesse for en festivalplads i området og vi vil derfor gerne undersøge mulighederne for om der på den lidt længere bane vil kunne tages entré i området, der så både kunne muliggøre festival og golfturneringer. Mads Monrad Hansen, kontorchef, Team Planlægning, 20. december 2024

Se alle 95 dokumenter

Forløbet
Hvad myndighederne svarede, og hvad der blev besluttet

Bemærk forskellen på en forvaltning, der undersøger, og et politisk organ, der beslutter. De to er ikke det samme, og tidslinjen skelner.

En myndighed vurderede nej Forvaltningen arbejder Politisk behandling Forude
Juli 2023
Fredningsnævnet for København siger nej til at spærre af og tage entré i op til syv dage om året.
Se dokumentet
Februar 2024
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at dispensation sandsynligvis ikke kan opnås, fordi en festivalplads vil stride mod fredningens formål.
Se dokumentet
December 2024
Økonomiforvaltningen begynder at undersøge en festivalplads på arealet og skriver til lejeren om det. Ingen politisk instans har besluttet noget på det tidspunkt.
Se dokumentet
Januar 2025
Økonomiforvaltningen beder lejeren orientere Naturstyrelsen om interessen for en festivalplads i området.
Se dokumentet
Juni 2025
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster afslaget endeligt og kalder fredningens liste over adgangsbegrænsninger udtømmende.
Se dokumentet
November 2025
Medlemsforslag i Borgerrepræsentationen om at undersøge mulige steder til en stor udendørs arena. Fem dage før kommunalvalget.
Se dokumentet
25. juni 2026
Borgerrepræsentationen stemmer 52 mod 3 for at arbejde videre med arealet.
Se dokumentet
August 2026
Naturstyrelsen svarer, at staten ikke kan opsige lejemålet før 2047, og at den ikke har vurderet bilag IV-arter på arealet.
Se dokumentet
1. oktober 2026
Budgettet for 2027 vedtages endeligt ved anden behandling.
Ordene
Det samme ord, otte år fra hinanden

Begge citater er hendes egne offentlige ord. Vi har ikke tilføjet noget. I 2017 var hun kandidat, ikke overborgmester.

2017
Det er enormt vigtigt, at vi politikere kæmper for hver eneste grønne kvadratmeter i byen og på den måde værner om de åndehuller, der er så vigtige for os alle sammen.
Sisse Marie Welling, som kandidat · EVI-007
2026
I København skal der selvfølgelig være plads til store koncerter – og det kan vi få med den her nye festivalplads med plads til 60.000 gæster. Samtidig er det virkelig godt, at pladsen også kan fungere som et grønt og naturskønt åndehul i hverdagen.
Sisse Marie Welling, overborgmester, på afstemningsdagen · EVI-008
Ingen af partierne har skjult deres holdning. Enhedslisten skrev om en mulig festivalplads på arealet allerede i oktober 2025, før kommunalvalget, og gentog det i en protokolbemærkning på afstemningsdagen. Vi mener ikke, at nogen har lagt skjul på noget. Vi stiller ordene op ved siden af hinanden, fordi de er offentlige, og lader læseren afgøre resten.
Afstemningen
Hvem stemte hvad den 25. juni 2026

Alle 55 pladser stemte. Ingen undlod, og ingen manglede. Klik på et bogstav for at se, hvad partiet har gjort og sagt.

For, 52 stemmer
Imod, 3 stemmer
Hvorfor der ikke står navne her. Borgerrepræsentationens referat registrerer, hvordan partierne stemte, ikke hvordan de enkelte medlemmer stemte. Vi ved derfor ikke, om nogen afveg fra sin gruppe. Vi sætter ikke navne på en afstemning, referatet ikke indeholder.

Bed om én betingelse i budgettet

Der skal ikke bevilges projekterings- eller anlægsmidler til arealet, før tre ting foreligger: en kortlægning af arterne, en afklaring af planforholdet efter fredningens § 15, og en afklaring af, om lejemålet overhovedet kan bringes til ophør.

Det er ikke et krav om at droppe projektet. Det er et krav om at undersøge, før man bevilger.

Skriv til et byrådsmedlem

Brevet åbner i dit eget mailprogram, så du kan skrive det om, før du sender. Vi ser hverken din adresse eller din tekst.

Uret
Hvad vi har spurgt om, og hvornår der skal svares

Politikere har ingen pligt til at svare borgere. Det har en forvaltning. Herunder står hver anmodning om aktindsigt, hvornår den blev sendt, og hvornår fristen udløber. Kommer der ikke svar, står det også her.

Hvor stor bliver pladsen, hvor mange dage om året, og hvor meget støj?

Der er tre forskellige arealtal i omløb. Vi bad om det rigtige, sammen med antal arrangementsdage og de støjberegninger, der er lavet for netop dette areal. Svaret kom 25. august 2026, dagen efter en rykker og to dage før budgettets førstebehandling: ingen af delene findes. Der er ikke taget stilling til udstrækningen, og der findes ingen kortbilag eller skitser at udlevere. Der er ikke taget stilling til antal arrangementsdage eller opbygningsdage. Og der findes ingen støjberegninger for arealet. Forvaltningen oplyser, at støj er en af de vigtigste tekniske forudsætninger, der skal undersøges i det funktionsprogram, der søges penge til, og at mere konkrete støjvurderinger følger i senere faser. Det er tre skriftlige bekræftelser af, at oplysningen ikke foreligger. Præcis det, anmodningen bad om, hvis dokumenterne ikke fandtes. Sagsnummeret er stadig ikke oplyst.

Sendt
31. juli 2026
Svarfrist
Ikke afklaret. Anmodningen blev fremsat efter begge love, og afgørelsen af 25. august 2026 oplyser ikke, efter hvilken af dem den er truffet. Efter offentlighedsloven ville fristen være 11. august, efter miljøoplysningsloven 31. august.
Status
Besvaret 25. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, specialkonsulent, Økonomiforvaltningen, Center for Byudvikling, Kontor for Planlægning, Afsnit 1.
Der er ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til en endelig udstrækning af en evt. eventplads. Der findes derfor ingen kortbilag eller skitser, der kan udleveres.

Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven.

Hvad koster det at komme ud af kontrakten med golfklubben?

Vi bad om fire ting: beregningerne af, hvad en opsigelse koster, grundlaget for den juridiske bistand, korrespondancen med Naturstyrelsen og korrespondancen med golfklubben. Punkt 1 og 2 blev besvaret 5. august: der findes ingen beregning af, hvad en opsigelse koster, hverken af beløbet eller af hvem der skal betale. Punkt 3 blev besvaret 14. august: kommunen har ikke haft dialog med Naturstyrelsen om festivalplads på golfbanearealet. Punkt 4 blev besvaret 21. august med fuld aktindsigt i korrespondancen med Royal Golf Club. Alle fire punkter er dermed besvaret. Læg mærke til én ting: både 14. og 21. august har forvaltningen holdt korrespondance ude med den begrundelse, at den er almindelig myndighedsdialog om drift og naturpleje og derfor ikke omhandler festivalplads. Anmodningen bad om al korrespondance vedrørende arealet, ikke vedrørende festivalplads.

Sendt
31. juli 2026
Svarfrist
31. august 2026 (miljøoplysningsloven)
Status
Besvaret 18. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, Økonomiforvaltningen, Kontor for Planlægning.
Der findes ingen notater, vurderinger eller overslag vedr. specifikke økonomiske konsekvenser af en opsigelse af lejemålet her.

Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven. Afgjort efter miljøoplysningsloven.

Blev dyrebroen over Vejlands Allé nogensinde undersøgt?

Borgerrepræsentationen bestilte i 2022 en faunapassage. Finansieringen af forundersøgelsen blev henvist til Budget 2024. Vi har spurgt, om den blev lavet, og om den overhovedet lå på bordet den 25. juni 2026.

Sendt
31. juli 2026
Svarfrist
31. august 2026
Status
Der er ikke modtaget svar. 5 dage til fristen.

Fremsat efter miljøoplysningsloven.

Hvilke arter kender kommunen til på arealet, og hvor har den slået op?

Syv punkter om, hvad kommunen faktisk ved om arealets natur. Ikke hvad de ved, men hvor de har ledt. Punkt 5, 6 og 7 blev besvaret den 5. august: der er ikke planlagt nogen artskortlægning eller biologisk baseline-undersøgelse, og det eneste naturfaglige materiale, der lå for politikerne, var fredningen selv, vedlagt som bilag 5. Fredningskendelsen på 751 sider fulgte med. Punkt 1 til 4 blev besvaret 11. august: artsregistreringerne, fredskov og paragraf 3, vurderingerne af bilag IV-arter, og hvilke registre og databaser forvaltningen har konsulteret. Tre af de dokumenter, der står på forvaltningens egen aktliste, er ikke modtaget. Der er rykket for dem 12. august 2026.

Sendt
31. juli 2026
Svarfrist
31. august 2026
Status
Delvist besvaret 11. august 2026. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen besvarede punkt 1 til 4. Økonomiforvaltningen besvarede punkt 5 til 7. Tre dokumenter fra forvaltningens egen aktliste er ikke udleveret. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Angående punkt 4, har det ikke været muligt at fremfinde konkret dokumentation for hvilke kilder, der er konsulteret ved vurdering af, om der forekommer beskyttede arter på arealet.

Fremsat efter miljøoplysningsloven.

Findes der korrespondance med en kommerciel arrangør om arealet?

Vi bad om syv ting om salget af Royal Arena og om korrespondance med en kommerciel arrangør. Kommunen delte anmodningen mellem tre kontorer. Den 12. august kom afgørelsen på de tre første punkter: afslag på købsaftalen og på købesummen efter offentlighedslovens paragraf 33, nr. 3, og delvist svar på beslutningsgrundlaget. To ting er nye i svaret. Fortroligheden på Borgerrepræsentationens beslutning fra 23. marts 2023 blev ophævet den 7. august 2026, og købsaftalen har aldrig været behandlet i Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen. Punkt 4, 5 og 7 er udskudt til 19. august. Punktet om lokalplantillægget er ikke besvaret, og fristen den 13. august er overskredet.

Sendt
4. august 2026
Svarfrist
13. august 2026 (offentlighedsloven)
Status
Delvist besvaret 12. august 2026. Chefkonsulent Thor Rasmussen, Kontoret for Selskaber og Rettigheder. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Din anmodning er i forhold til punkterne 1-3 blevet behandlet efter reglerne i offentlighedsloven.

Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven.

Hvad står der i budgetnotatet om mulige steder til en multiarena?

Økonomiforvaltningens bruttoliste over budgetnotater til budget 2027 indeholder notat ØK49, „Mulige lokaliteter til en stor udendørs multiarena til koncerter og festivaler“, bestilt af et fagudvalg. Notatet er ikke vedlagt dagsordenen. Vi har bedt om notatet i sin helhed, og om at få oplyst hvilket udvalg der har bestilt det, og hvornår. Titlen nævner ikke Kalvebodkilen og taler om lokaliteter i flertal. Vi ved derfor ikke, hvad der står i notatet. Det er netop derfor, vi spørger. Vi lægger svaret op, uanset hvad der står i det.

Sendt
6. august 2026
Svarfrist
Ikke begyndt endnu
Status
Delvist besvaret 14. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, Økonomiforvaltningen. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Budgetnotatet er i dag blevet offentliggjort som del af dagsordenen for Økonomiudvalgets møde d 19. august. Vi anser hermed dette punkt som besvaret.

Fremsat efter offentlighedsloven.

Rådata fra kommunens baseline-monitering af arealet

Kommunen har moniteret arealet for planter, biller, fugle og bestøvere i 2024 og 2025. Vi bad om artstabellen, om de geodata med koordinater, som rapporternes kort bygger på, og om hvornår moniteringen gentages. Artstabellen kom 21. august og geodataene 25. august. Fuglene blev talt én dag, den 16. maj 2025, og er registreret på en rute, ikke på observationspunkter. Kommunens egne geodata kan derfor ikke sige, hvor på arealet arterne blev fundet. Det tredje spørgsmål, hvornår moniteringen gentages, er ikke besvaret.

Sendt
12. august 2026
Svarfrist
12. september 2026
Status
Besvaret 19. august 2026. Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, Vand og Natur.

Fremsat efter miljøoplysningsloven.

Findes der en gældende plan efter fredningens paragraf 15 for delområdet?

Plejemyndigheden for arealet er staten, ikke kommunen. Fredningen gør plejemyndighedens beføjelser betinget af en gældende plan, og den seneste kendte plan udløb i 2014. Vi spurgte, om der findes en, og om staten har taget stilling til projektet. Den 21. august udleverede Naturstyrelsen plejeplanen for delområde 2, 3 og 4 med planperiode 2021 til 2025, hele lejeaftalen med allonger, korrespondancen med Bryggebladet og TV 2 Kosmopol samt aktlister. Styrelsen oplyste, at den ikke i anledning af sagen har vurderet forekomsten af bilag IV-arter på området, og gav afslag på aktindsigt i sag 24/04711 om at afvikle CopenHell på statens arealer. Tre punkter er stadig ubesvarede: om plejeplanen 2021 til 2025 fortsat er den gældende plan efter fredningens paragraf 15, om der findes korrespondance med Københavns Kommune fra 1. januar 2025 ud over de fire identificerede sager, og aktindsigt i de 16 dokumenter i sag 24/04711. Afslaget er påklaget den 21. august 2026.

Sendt
12. august 2026
Svarfrist
12. september 2026
Status
Delvist besvaret 21. august 2026. Forstfuldmægtig og chefkonsulent Ole Ejlskov Jensen, Naturstyrelsen Hovedstaden, J.nr. 26/03534. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Endvidere kan det oplyses, at Naturstyrelsen ikke i anledning af denne sag har vurderet forekomsten af bilag IV-arter på området

Fremsat efter miljøoplysningsloven.

Seks politikerspørgsmål om planforhold, arter, dialogen med staten og den juridiske bistand

Ikke en anmodning om aktindsigt. Seks spørgsmål sendt til Frie Grønne 22. august 2026 med henblik på, at partiet stiller dem som politikerspørgsmål til forvaltningen. Spørgsmålene angår planforholdet efter fredningens paragraf 15, forvaltningens vurdering af klagenævnets afgørelse om adgangen, kommunens kontakt med staten om arealet, hvornår arterne kortlægges, og hvad den eksterne juridiske bistand forventes at kunne afklare.

Sendt
22. august 2026
Svarfrist
3. september 2026
Status
Der er ikke modtaget svar. 8 dage til fristen.
Kalenderen
Hvornår sagen kan bevæge sig

Alle mødedatoer er hentet fra Københavns Kommunes egne offentliggjorte mødeplaner. At et møde står på listen betyder ikke, at sagen er på dagsordenen. Det betyder, at den kan komme på.

Metode
Reglerne vi arbejder efter

Siden har ét aktiv: at den aldrig tager fejl. Derfor er reglerne skrappere, end de behøver at være.

Hvem står bag
Christian Jørgensen

Jeg bor på Islands Brygge. Amager Fælled er mit nærmeste naturområde, og Kalvebodkilen er kilen lige syd for den. Jeg har lavet denne side, fordi jeg gerne vil vide, hvad der er besluttet om den. Jeg arbejder til daglig med markedsføring. Siden er ikke betalt af nogen, jeg repræsenterer ingen organisation og intet parti, og der er ingen annoncer på den.

Jeg beder politikere om at svare med navn. Så står jeg selv med navn her.

Del det med nogen, der bor her

Sagen er ikke hemmelig. Den er bare svær at finde. De fleste københavnere ved ikke, at arealet findes, og de færreste ved, at der er stemt om det.

Der er ingen sporing på de her knapper. Det er almindelige links. Der sendes først noget til nogen, når du selv klikker.

Instagram tillader ikke, at et link deles udefra. Brug kopiknappen, og indsæt selv.