Uret
Hvad vi har spurgt om, og hvornår der skal svares
Politikere har ingen pligt til at svare borgere. Det har en forvaltning. Herunder står hver anmodning om aktindsigt, hvornår den blev sendt, og hvornår fristen udløber. Kommer der ikke svar, står det også her.
Hvor stor bliver pladsen, hvor mange dage om året, og hvor meget støj?
Der er tre forskellige arealtal i omløb. Vi bad om det rigtige, sammen med antal arrangementsdage og de støjberegninger, der er lavet for netop dette areal. Svaret kom 25. august 2026, dagen efter en rykker og to dage før budgettets førstebehandling: ingen af delene findes. Der er ikke taget stilling til udstrækningen, og der findes ingen kortbilag eller skitser at udlevere. Der er ikke taget stilling til antal arrangementsdage eller opbygningsdage. Og der findes ingen støjberegninger for arealet. Forvaltningen oplyser, at støj er en af de vigtigste tekniske forudsætninger, der skal undersøges i det funktionsprogram, der søges penge til, og at mere konkrete støjvurderinger følger i senere faser. Det er tre skriftlige bekræftelser af, at oplysningen ikke foreligger. Præcis det, anmodningen bad om, hvis dokumenterne ikke fandtes.
- Sendt
- 31. juli 2026
- Svarfrist
- Ikke afklaret. Der er ingen frist at regne. Økonomiforvaltningen har den 28. august 2026 oplyst, at anmodningen ikke blev behandlet som aktindsigt, og at der derfor ikke er truffet afgørelse efter nogen af de to love. Anmodningen blev fremsat efter begge. De tre punkter blev besvaret den 25. august 2026.
- Status
- Besvaret 25. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, specialkonsulent, Økonomiforvaltningen, Center for Byudvikling, Kontor for Planlægning, Afsnit 1.
- Rykket
- 24. august 2026
Der er ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til en endelig udstrækning af en evt. eventplads. Der findes derfor ingen kortbilag eller skitser, der kan udleveres.
Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven.
Hvad koster det at komme ud af kontrakten med golfklubben?
Vi bad om fire ting: beregningerne af, hvad en opsigelse koster, grundlaget for den juridiske bistand, korrespondancen med Naturstyrelsen og korrespondancen med golfklubben. Punkt 1 og 2 blev besvaret 5. august: der findes ingen beregning af, hvad en opsigelse koster, hverken af beløbet eller af hvem der skal betale. Punkt 3 blev besvaret 14. august: kommunen har ikke haft dialog med Naturstyrelsen om festivalplads på golfbanearealet. Punkt 4 blev besvaret 21. august med fuld aktindsigt i korrespondancen med Royal Golf Club. Alle fire punkter er dermed besvaret. Læg mærke til én ting: både 14. og 21. august har forvaltningen holdt korrespondance ude med den begrundelse, at den er almindelig myndighedsdialog om drift og naturpleje og derfor ikke omhandler festivalplads. Anmodningen bad om al korrespondance vedrørende arealet, ikke vedrørende festivalplads.
- Sendt
- 31. juli 2026
- Svarfrist
- 31. august 2026 (miljøoplysningsloven)
- Status
- Besvaret 18. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, Økonomiforvaltningen, Kontor for Planlægning.
- Rykket
- 6. august 2026
Der findes ingen notater, vurderinger eller overslag vedr. specifikke økonomiske konsekvenser af en opsigelse af lejemålet her.
Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven. Afgjort efter miljøoplysningsloven.
Blev dyrebroen over Vejlands Allé nogensinde undersøgt?
Borgerrepræsentationen bestilte i 2022 en faunapassage. Finansieringen af forundersøgelsen blev henvist til Budget 2024. Vi har spurgt, om den blev lavet, og om den overhovedet lå på bordet den 25. juni 2026.
- Sendt
- 31. juli 2026
- Svarfrist
- 31. august 2026
- Status
- Fristen er overskredet med 24 dage. Der er ikke modtaget svar.
- Rykket
- 15. september 2026
Fremsat efter miljøoplysningsloven.
Hvilke arter kender kommunen til på arealet, og hvor har den slået op?
Syv punkter om, hvad kommunen faktisk ved om arealets natur. Ikke hvad de ved, men hvor de har ledt. Punkt 5, 6 og 7 blev besvaret den 4. august: der er ikke planlagt nogen artskortlægning eller biologisk baseline-undersøgelse, og det eneste naturfaglige materiale, der lå for politikerne, var fredningen selv, vedlagt som bilag 5. Fredningskendelsen på 751 sider fulgte med. Punkt 1 til 4 blev besvaret 11. august: artsregistreringerne, fredskov og paragraf 3, vurderingerne af bilag IV-arter, og hvilke registre og databaser forvaltningen har konsulteret. Tre dokumenter fra forvaltningens egen aktliste manglede i det materiale. Der blev spurgt efter dem 12. august, og de blev udleveret 27. august sammen med en skriftlig bekræftelse af, at det ikke har været muligt at fremfinde dokumenter, der beskriver hvilke kilder der er konsulteret. Alle syv punkter er dermed besvaret.
- Sendt
- 31. juli 2026
- Svarfrist
- 31. august 2026
- Status
- Besvaret 27. august 2026. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen besvarede punkt 1 til 4, Økonomiforvaltningen punkt 5 til 7. De tre dokumenter fra forvaltningens egen aktliste blev udleveret 27. august 2026 af natursagsbehandler Anna Sofie Christensen.
Angående punkt 4, har det ikke været muligt at fremfinde konkret dokumentation for hvilke kilder, der er konsulteret ved vurdering af, om der forekommer beskyttede arter på arealet.
Fremsat efter miljøoplysningsloven.
Findes der korrespondance med en kommerciel arrangør om arealet?
Vi bad om syv ting om salget af Royal Arena og om korrespondance med en kommerciel arrangør. Kommunen delte anmodningen mellem tre kontorer. Den 12. august kom afgørelsen på de tre første punkter: afslag på købsaftalen og på købesummen efter offentlighedslovens paragraf 33, nr. 3, og delvist svar på beslutningsgrundlaget. To ting er nye i svaret. Fortroligheden på Borgerrepræsentationens beslutning fra 23. marts 2023 blev ophævet den 7. august 2026, og købsaftalen har aldrig været behandlet i Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen. Punkt 4, 5 og 7 er udskudt til 19. august. Punktet om lokalplantillægget er ikke besvaret, og fristen den 13. august er overskredet.
- Sendt
- 4. august 2026
- Svarfrist
- 13. august 2026 (offentlighedsloven)
- Status
- Delvist besvaret 12. august 2026. Chefkonsulent Thor Rasmussen, Kontoret for Selskaber og Rettigheder. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Din anmodning er i forhold til punkterne 1-3 blevet behandlet efter reglerne i offentlighedsloven.
Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven.
Hvad står der i budgetnotatet om mulige steder til en multiarena?
Økonomiforvaltningens bruttoliste over budgetnotater til budget 2027 indeholder notat ØK49, „Mulige lokaliteter til en stor udendørs multiarena til koncerter og festivaler“, bestilt af et fagudvalg. Notatet er ikke vedlagt dagsordenen. Vi har bedt om notatet i sin helhed, og om at få oplyst hvilket udvalg der har bestilt det, og hvornår. Titlen nævner ikke Kalvebodkilen og taler om lokaliteter i flertal. Vi ved derfor ikke, hvad der står i notatet. Det er netop derfor, vi spørger. Vi lægger svaret op, uanset hvad der står i det.
- Sendt
- 6. august 2026
- Svarfrist
- Ikke begyndt endnu
- Status
- Delvist besvaret 14. august 2026. Mads Christian Bundgaard Nielsen, Økonomiforvaltningen. De øvrige punkter er ikke besvaret, og der er ikke oplyst en dato for, hvornår de bliver det.
Budgetnotatet er i dag blevet offentliggjort som del af dagsordenen for Økonomiudvalgets møde d 19. august. Vi anser hermed dette punkt som besvaret.
Fremsat efter offentlighedsloven.
Rådata fra kommunens baseline-monitering af arealet
Kommunen har moniteret arealet for planter, biller, fugle og bestøvere i 2024 og 2025. Vi bad om artstabellen, om de geodata med koordinater, som rapporternes kort bygger på, og om hvornår moniteringen gentages. Artstabellen kom 21. august og geodataene 25. august. Fuglene blev talt én dag, den 16. maj 2025, og er registreret på en rute, ikke på observationspunkter. Kommunens egne geodata kan derfor ikke sige, hvor på arealet arterne blev fundet. Det tredje spørgsmål, hvornår moniteringen gentages, er ikke besvaret.
- Sendt
- 12. august 2026
- Svarfrist
- 12. september 2026
- Status
- Besvaret 19. august 2026. Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, Vand og Natur.
Fremsat efter miljøoplysningsloven.
Findes der en gældende plan efter fredningens paragraf 15 for delområdet?
Plejemyndigheden for arealet er staten, ikke kommunen. Fredningen gør plejemyndighedens beføjelser betinget af en gældende plan, og den seneste kendte plan udløb i 2014. Vi spurgte, om der findes en, og om staten har taget stilling til projektet. Den 21. august udleverede Naturstyrelsen plejeplanen for delområde 2, 3 og 4 med planperiode 2021 til 2025, hele lejeaftalen med allonger, korrespondancen med Bryggebladet og TV 2 Kosmopol samt aktlister. Styrelsen oplyste, at den ikke i anledning af sagen har vurderet forekomsten af bilag IV-arter på området, og gav afslag på aktindsigt i sag 24/04711 om at afvikle CopenHell på statens arealer. Tre punkter er stadig ubesvarede: om plejeplanen 2021 til 2025 fortsat er den gældende plan efter fredningens paragraf 15, om der findes korrespondance med Københavns Kommune fra 1. januar 2025 ud over de fire identificerede sager, og aktindsigt i de 16 dokumenter i sag 24/04711. Afslaget er påklaget den 21. august 2026. Den 27. august 2026 svarede Naturstyrelsen, at afgørelsen og begrundelserne bliver set igennem igen, og at styrelsen forventer at vende tilbage den 1. september 2026. Svaret nævner hverken de to spørgsmål, klagen rejste ud over selve afslaget, eller om klagen er sendt videre til departementet. De to spørgsmål er rykket samme dag.
- Sendt
- 12. august 2026
- Svarfrist
- 12. september 2026
- Status
- Delvist besvaret 21. august 2026. Forstfuldmægtig og chefkonsulent Ole Ejlskov Jensen, Naturstyrelsen Hovedstaden, J.nr. 26/03534. Afgørelsen af 1. september 2026 bekræftede, at plejeplanen for Vestamager 2021 til 2025 fortsat er den gældende plan efter fredningens paragraf 15, og at ingen ny plan er under udarbejdelse. To punkter står stadig ubesvarede: om der findes korrespondance med Københavns Kommune fra 1. januar 2025 og frem, og om søgningen har fundet materiale ud over de fire identificerede sager. Begge er rykket den 9. september 2026. Fravær af dokumentation er ikke bevis: her står, hvad der mangler, ikke hvad det beviser.
- Rykket
- 9. september 2026
Endvidere kan det oplyses, at Naturstyrelsen ikke i anledning af denne sag har vurderet forekomsten af bilag IV-arter på området
Fremsat efter miljøoplysningsloven.
Seks politikerspørgsmål om planforhold, arter, dialogen med staten og den juridiske bistand
Ikke en anmodning om aktindsigt. Seks spørgsmål sendt til Frie Grønne 22. august 2026, stillet til forvaltningen 24. august og besvaret 1. september, to arbejdsdage før fristen. Svarene gav noget, aktindsigt aldrig kunne have skaffet, fordi aktindsigt kun kan bede om dokumenter, ikke om vurderinger. Forvaltningen bekræfter, at den har været i dialog med Live Nation og med golfklubbens ejer om mulighederne for festivalplads på arealet, og at dialogen med selskabet angik, hvor Copenhell skal hen, når lejekontrakten på Refshaleøen udløber. Forvaltningen redegør for tre daterede møder med regeringen om at omlægge golfgrunden, to af dem med Kulturministeriet, og oplyser at dialogen med staten blev sat på pause ved folketingsvalget i marts 2026. Den skriver, at kravet om offentlig tilgængelighed vil kunne justeres, hvis fredningen ændres, at det ikke er afklaret endnu, og at det er langt størstedelen og ikke hele arealet, der forventes offentligt tilgængeligt. Og at en kortlægning af arterne formentlig skal omfatte padder og flagermus, henvist til forhandlingerne om budget 2027. Fire af de seks spørgsmål er til gengæld ikke besvaret på det, der blev spurgt om.
- Sendt
- 22. august 2026
- Svarfrist
- 3. september 2026
- Status
- Delvist besvaret 1. september 2026. Økonomiforvaltningen, sendt gennem Borgerrepræsentationens Sekretariat, Afsnit 2. Dokument 11824947 i F2. Sagsnummer er ikke oplyst. Fire af de seks spørgsmål er ikke besvaret på det, der blev spurgt om: om der findes en gældende plan efter fredningens paragraf 15, hvordan klagenævnets afgørelse indgår i vurderingen af gennemførligheden, om artskortlægningen foreligger før eller efter funktionsprogrammet, og hvad den eksterne juridiske bistand kan afklare, som grundejeren ikke allerede har svaret på.
Aktindsigt i de seks dokumenter, Naturstyrelsen undtog helt
Ved afgørelsen af 1. september 2026 udleverede Naturstyrelsen 42 siders materiale fra sag 24/04711 og undtog seks dokumenter helt. Denne anmodning beder om netop de seks, identificeret med styrelsens egne betegnelser fra afgørelsen og med titlerne fra styrelsens egen aktliste. Det er et notat om økonomien i golfbanearealet, kortmateriale til sagen, bilagene til to bestillinger, styringspapiret til et møde med Københavns Kommune, og notatet om et møde mellem ministeren og overborgmesteren. Subsidiært er der bedt om ekstrahering af de faktiske oplysninger. Anmodningen er bedt behandlet som en selvstændig sag med eget sagsnummer. Begrundelsen for at spørge igen er, at budgetaftalen for 2027 blev indgået den 3. september 2026 og afsætter midler til et funktionsprogram og til ekstern juridisk bistand, og at kommunens eget budgetnotat kalder staten den vigtigste interessent. Offentlighedens interesse er dermed en anden i dag end den 21. august.
- Sendt
- 9. september 2026
- Svarfrist
- Ikke afklaret. Brevet påberåber både miljøoplysningsloven og offentlighedsloven, og Naturstyrelsen har endnu ikke oplyst, hvilken af dem en afgørelse træffes efter. Derfor vises ingen frist. Et gæt på en frist er værre end ingen frist.
- Status
- Besvaret 22. september 2026
Fremsat efter Anmodningen fremsættes efter miljøoplysningsloven og, i det omfang loven ikke finder anvendelse, efter offentlighedsloven..
Hvornår blev forvaltningens vurdering af golfbanen opdateret?
Forvaltningens notat om muligheden for at omlægge golfbanen til festivalplads findes i to udgaver med samme dokumentnummer. Den ene er dateret februar 2024. Den anden bærer datoen 9. september 2024 og kalder sig en opdatering. Vi har bedt om sagens aktliste og alle versioner af dokumentet, så det kan ses, hvornår opdateringen blev skrevet.
- Sendt
- 24. september 2026
- Svarfrist
- 5. oktober 2026
- Status
- Der er ikke modtaget svar. 11 dage til fristen.
Fremsat efter offentlighedsloven og, for så vidt angår miljøoplysninger, miljøoplysningsloven.
Præsentationen om Copenhell, der blev brugt til et møde med ministeren
Naturstyrelsens aktliste nævner under akt 9 i sag 24/04711 en præsentation om Copenhell fra juni 2024, der ifølge aktlisten blev brugt til et fysisk møde med ministeren. Afgørelsen af 1. september undtog den helt. Vi har bedt om præsentationen og mailen, den blev sendt med.
- Sendt
- 24. september 2026
- Svarfrist
- 24. oktober 2026
- Status
- Der er ikke modtaget svar. 30 dage til fristen.
Fremsat efter miljøoplysningsloven.